163 Nu falmer skoven trindt om land

1. vers

Nu falmer skoven trindt om land,

og fuglestemmen daler;

alt flygted storken over strand,

ham følger viltre svaler.

2. vers

Hvor marken bølged nys som guld

med aks og vipper bolde,

der ser man nu kun sorten muld

og stubbene de golde.

3. vers

Men i vor lade, på vor lo,

der har vi nu Guds gaver,

der virksomhed og velstand gro

i tøndemål af traver.

4. vers

Og han, som vokse lod på jord

de gyldne aks og vipper,

han bliver hos os med sit ord,

det ord, som aldrig glipper.

5. vers

Ham takker alle vi med sang

for alt, hvad han har givet,

for hvad han vokse lod i vang,

for ordet og for livet.

6. vers

Da over os det hele år

sin fred han lyser gerne,

og efter vinter kommer vår

med sommer, korn og kerne.

7. vers

Og når engang på Herrens bud

vort timeglas udrinder,

en evig sommer hos vor Gud

i Paradis vi finder.

8. vers

Da høste vi, som fugle nu,

der ikke så og pløje;

da komme aldrig mer i hu

vi jordens strid og møje.

9. vers

For høsten her og høsten hist

vor Gud ske lov og ære,

som ved vor Herre Jesus Krist

vor Fader ville være!

10. vers

Hans Ånd, som alting kan og ved,

i disse korte dage

med tro og håb og kærlighed

til Himlen os ledsage!